Artikel

8 jun

Paris, modens mekka og verdens største modeby

Paris, modens mekka og verdens største modeby i modefolkets øjne. Hvert år, hvor der er modeuger i Paris, er der fyldt med fotografer, modeskribenter, redaktører, indkøbere for at fejre modens udvikling og det gør man med masser af champagne og catwalks. Der er 6 modeuger om året. 2 prêt-à-porter dame, 2 prêt-à-porter herre og 2 haute couture (dame). For at komme ind til showene, skal man være skriftligt inviteret af modehuset.

Jeg vil definere mode som når en større gruppe af mennesker mener at noget er “in” og at en bestemt gruppe af ting bliver populære, ofte for en kort periode. Der er mode indenfor stort set alt tøj, sko, smykker, tasker, make-up, hår, madlavning, litteratur, kunst og arkitektur.

Jeg er selv vildt fascineret af denne uimodståelige storby, der byder på alt fra lækker mad, dejlige vine, romantiske caféer, smukke seværdigheder og overdådige sko- og tøjbutikker. I dette blogindlæg tager jeg dig med til modens Paris, jeg vil fortælle om de store kendte modehuse og designere, shoppemulighederne, samt foråret og sommerens trends.

Modens Paris

Haute couture

Ordet “Haute couture” er fransk og betyder “høj syning” direkte oversat. Det dækker over den højere skrædderkunst og fremstillingen af en unik kollektion og tøj syet efter personlige mål. Kun hvis man overholder et sæt kriterier med høje håndværksmæssige krav, kan man få tilkendt prædikatet haute couture og holde show under haute couture-ugen i januar og juli.

Modeskaberne Coco Chanel og Jean Patou var i 1920’ere med til at gøre kvindens look mere sporty og atletisk og fik dermed kvinden ud af rollen som pyntegenstand i hjemmet.

Modetrends til kvinder 2017

Moden til foråret og sommeren 2017 er masser af flagrende flæser på både jakker, bukser, kjoler, nederdele og tasker. Flæserne er både feminine og dekorative.

Der er også masser af friske farver, så som lyserød der er et hit her til foråret. Lyserød kan bruges fra top til tå ligesom Gucci, Valentino og Bottega Veneta eller mixes med denim, hvid eller rød. Gul som solen er raffineret og frisk og stråler af forårsstemning.

Mændenes stil er cool og frisk og herrestilen er in. Det er både habitbukser, blazerjakker, lædersko og skjorter. Frakker, kjoler, sko, tasker og klassiske jeans i denim er altid med på moden og trender også i 2017. Det er let og klassisk. Øreringe med perler er et sikkert hit og kan bruges til både hverdag og fest.

Shopping og mode i Paris

Shopping og mode

Latinerkvarteret, kendt for de smukke gamle facader og hyggelige smalle gader. Området omkring Saint-Sulpice, Boulevard St. Germain, Boulevard Saint Michel og rue de Rennes er fyldt med super lækre tøj- og sko butikker. Det er dyrt og eksklusivt med dyre mærker, f.eks. Yves Saint Laurent på Place Saint-Sulpice. Men der er mindst lige så mange smarte og flotte butikker med tøj og sko til rimelige priser. Jeg har ofte købt sko i butikken Escalona i rue des Canettes. Lille fin butik med god service og med mange smarte sko og støvler til rimelige priser.

Mode Butik i Paris
Butikkerne 123 (Un deux trois) og Carol har også super flot tøj til rimelige priser. Jeg handler også indimellem i Benetton. Der ligger en stor flot butik i 3 etager på Place de l’Opéra, som udover damemode, har herre- og børnetøj.

Yves Saint Laurent Saint Sulpice

– Galeries Lafayette Paris Haussmann er et af Paris’ mest eksklusive stormagasiner. Det består af flere bygninger med damemode, herremode og boligartikler. Hele året kan man finde de seneste franske og internationale modetendenser. Galeries Lafayette sælger det seneste modetøj og arrangere hele året forskellige begivenheder.

– Printemps er mindst lige så eksklusivt et stormagasin på Boulevard Haussmann. Kuppelen over den smukke te salon må du simpelthen opleve. I 1990’erne da jeg boede og arbejdede som rejseleder i Paris var jeg flere gange til modeshow (défilé de mode) i Printemps. Hver uge var der modeshow med de nyeste kreationer.

Printemps Stormagasin Paris

– Le Bon Marché Rive Gauche ved Sèvres Babylone er et af de mest kendte stormagasiner i det 7. arrondisssement i Paris. Le Bon Marché er blandt de første stormagasiner i verden. Super flot og dejligt sted at ose. Her sælger de bl.a. Hummel sko til børn. Le Bon Marché Rive Gauche er mindst lige så stor en shoppeoplevelse som Printemps og Galeries Lafayette, dog knap så glamourøst.

Avenue de Montagne er virkelig et besøg værd. Avenuen er en sidegade til Avenue des Champs-Élysées, den er ikke speciel lang, men designer butikkerne er endeløse. Jeg har hørt Jørgen Leth fortælle, at Giorgio Armani butikken er en fantastisk flot butik med guld skrift på facaden. Kvaliteten er høj og tøjet er klassisk på en enestående fin måde. Det er stilfuldt og går ikke af mode, eller bliver forældet. Ekspedienterne i butikken er tilstede, men alligevel meget diskrete.

Udover Giorgio Armani ligger der også Dior og Ungaro, deres tøj kreeres i de store haute couture saloner på avenuen, mens ready-to-wear butikkerne Chanel, Prada, Giorgio Armani, Ferragamo, Celine, Louis Vuitton, Valentino, Nina Ricci, Dolce and Gabbana and Ralph Lauren ligger side om side.

Avenue des Champs-Élysées, som er den mest kendte avenue i verden, ligger en stor og eksklusiv Louis Vuittons butik med herre- og damemode, tasker og parfume.

I det eksklusive kvarter omkring Place de la Concorde og Madeleine ligger Emporio Armani og Valentino på Rue Saint Honoré. På rue Royale ligger L’Oreals hovedkontor, som jeg var nabo til i min tid i Paris. Her kunne man sidde hårmodel helt gratis og få tidens hotteste frisure.

Her ligger også den eksklusive restaurant Maxim’s og konditoriet Ladurée. På Rue du Faubourg Saint-Honoré ligger der rigtig mange eksklusive butikker. Gaden er lang og udover banker, små bagerier (boulangerie) og caféer, ligger der Chanel, Hermès, Burberry og Prada.

– Place Vendôme er den fornemmeste og mest eksklusive plads i Paris på rue de la Paix, ikke langt fra Opéra Garnier. Her findes utallige juveler butikker, bl.a. Boucheron. På pladsen ligger også det eksklusive hôtel Ritz.

Les Halles ved Châtelet er et spændende underjordisk butikscenter. Her er mange super lækre butikker og altid rigtig mange mennesker, især unge. Centeret er enormt og i 4 etager under jorden. Her er masser af tøjbutikker i den unge og prisfornuftige ende, sportsbutikker, parfumerier og en enorm FNAC, hvor du kan få alt indenfor foto, video, bøger, mm.

Mode til de små

Leder du efter det sidst nye franske børnetøj kan du shoppe i butikkerne Natalys og Bon Point. Flot modetøj til børn, som dog ikke er helt billigt. Butikken Du Pareil au même har mere rimelige priser. Det franske børnetøj er meget fint og pyntet, men ikke så praktisk.

Du Pareil au même

Genbrugsbutikker Paris

Genbrug, eller second-hand er blevet rigtig in og i Paris er der rigtig mange genbrugsbutikker. Her kan jeg nævne SISSI’S CORNER på Rue Tournelles, to skridt fra Place des Vosges i Marais-kvarteret. Her sælger de dyre mærker Chanel, Louis Vuitton, Hermès, Dior, Isabel Marant og Va-nessa Bruno, men også tøj af ukendte designere og du kan gøre et rigtig godt køb her. I hele Marais kvarteret er der skønne butikker.

Moderne lopper

Loppemarkedet ved Clignancourt, Marché aux Puces de Saint-Ouen, har ligget i det nordlige Paris siden 1885 og er efter sigende verdens største loppemarked. Her kan du stort set finde alt. Måske ikke lige det nyeste og mest moderne, men du kan altid finde noget smart og billigt.

I Rue d’Alesia i det 14. Arrondissement er der mange gode butikker og en del af dem har en etage med sidste års mode til gode priser.

Skoene med de røde såler

De fleste kender nok Christian Louboutin, som er en fransk skodesigner. Jeg har besøgt butikken i Rue Jean-Jacques Rousseau i det 1. arrondissement ikke langt fra Louvre. Butikken er usandsynlig elegant, der er mange ekspedienter og servicen er i top.
Han lancerede sin første skokollektion for kvinder i 1991. Siden 1992 er skoene blevet produceret med den karakteristiske røde sål, hvilket er blevet Christian Louboutin’s signatur. Christian Lou-boutin er blandt de designere der har fået stiletterne tilbage i modebilledet. I 90’erne og 00’erne la-vede han mange sko med hæle hvis højde var 120mm og højere.

Egen modebutik

Er du indehaver af en butik der sælger modetøj, kan du med fordel købe tøjet engros i Paris. Centre CIFA (Le centre de la mode) i Aubervilliers er et kæmpe stort center med mange forskellige tøj-mærker og de sidste nye trends.

Det oprindelige engroskvarter i Paris kaldes populært ”Le Sentier”. Området har siden det
18. århundrede været centrum for Paris’ tekstilindustri, og er den dag i dag et obligatorisk stop på vejen for internationale indkøbere og butikker, når de er i Paris. Mange af de store
navne i fransk mode har deres rødder i Le Sentier.

Producenter og grossister i Le Sentier kvarteret er kendt for deres evne til at følge op på de seneste
tendenser i moden og levere hurtige kollektioner til konkurrencedygtige priser. Over halvdelen af
engrosbutikkerne tilbyder damemode og tilbehør. Herudover finder man herretøj, børnetøj, lingeri,
skind/læder/pels, bijouteri, accessories, metervarer og andet tilbehør til konfektionsindustrien.
Kvarteret ligger i det 2. og 3. arrondissement lige nord for Pompidou Centret og Les Halles.

Butikken Natalys Paris
Siden starten af 1990’erne er engroshandlen med tøj, tilbehør og tekstiler mere eller mindre blevet overtaget af kinesere med gode kontakter til produktions-faciliteter i Østen. De har slået sig ned i det traditionnelle Sentier kvarter, men deres butikker findes også i den sydlige del af det 10. arrondissement Rue du Faubourg Saint Martin og især i det man efterhånden kalder Paris’s nye Chinatown; det 11. arrondissement omkring gaderne Rue Sedaine og Rue Popincourt, som er tæt ved Bastille pladsen.

Modeuger i Paris

Mændenes modeuge er fra den 21. juni – 25 juni 2017

Haute couture i Paris er fra den 2. juli – 6. juli 2017

Forår/sommer 2018 Paris er fra den 26. september – 3. oktober 2017