Seværdigheder

Seværdigheder

Oplev byernes by Paris med metro, bus, på cykel eller til fods. Du kan nemt komme rundt og se alle de skønne seværdigheder, Eiffeltårnet, Triumfbuen, La grande Arche de la Defense, Musée du Louvre med den smukke glas pyramide og den lige så smukke Tuileries have, Centre Georges Pompidou, med de mange spændende udstillinger, Sacre Coeur og malernes plads på Montmartre, de skønne parker og haver som man finder imellem de smukke gamle bygninger i Paris, Jardin du Luxembourg og Parc Monceau. Besøg de to øer i Seinen Ile de la Cité med Notre Dame kirken og Ile Saint Louis, hvor man kan spise verdens bedste is Berthillon is. Oplev en skøn sejltur med en af de mange både, der sejler på Seinen, og oplev Paris fra en anden side.

Restauranter

Paris er en kulinarisk oplevelse. Det vrimler med hyggelige caféer, bistroer og restauranter og det er skønt at sidde på en af de mange fortovscaféer og nyde en “salade au Chevre chaud” (salat med lun gedeost), eller en “Croque Monsieur” (grillet skinke og oste sandwich med bechamel sauce). De franske oste er også en smagsoplevelse og et godt glas vin kan man altid nyde. Der er mange restauranter med egnsretter fra bl.a. Auvergne, Lorraine og Alsace. Prøv også den franske specialitet Macarons, som er små kager af marengs med creme i forskellige farver og smag.

Shopping

Der findes et utal af butikker i Paris. Haute Couture forretninger finder man på rue du Faubourg Saint Honoré og Avenue de Montaigne. På boulevard Haussmann ligger de store varehuse Galleries Lafayette og Printemps. I latinerkvarteret er der et hav af skønne små butikker og gallerier. I Les Halles er der mange spændende butikker med billige designer kopier. På rue de Rivoli er der mange små souvenir butikker, samt sko og tøjbutikker. Champs Elysées har mange store og eksklusive butikker, som udover at have åbent om dagen, også har åbent sent om aftenen og i weekenden/helligdage. Rue du Faubourg St. Honoré og Rue Royale har meget flotte og eksklusive butikker med alle de kendte mærker som Hugo Boss, Hermès, Gucci, Nina Ricci, Ives Saint Laurent, Chanel, Christian Dior m.fl.Der er også mulighed for at shoppe outlet ved Marne La Vallée.

Transport i Paris

Transportmulighederne i Paris er rigtig gode. Man kan tage metroen rundt, hvilket er hurtigt og nemt. Man kan købe en dagsbillet Paris Visite, som giver ubegrænset adgang til at rejse med metro, busser i Paris, RER-toget samt kabelbanen i Montmartre. Prisen er 22,20 € for voksne og 11,10 € for børn. Paris og omegn er delt op i zoner. Selve Paris (de 20 arrondissementer) ligger i zone 1. Jo længere man kommer væk fra centrum, jo højere bliver zonen. Udvalgte destinationer: Versailles: zone 4, Orly-lufthavn: zone 4, Charles-de-Gaulle-lufthavn: zone 5, Disneyland: zone 5. Ved rejse med metro skal man ikke bekymre sig om zoner, da hele metronettet anses for at ligge i zone 1 – også selvom visse stationer rent geografisk ligger i zone 2 og 3. Ved rejse med bus eller RER skal man sikre sig, at man har gyldig billet til hele rejsen, hvis man rejser uden for centrum. 
Paris City Passport giver dig mulighed for at rejse ubegrænset med bus, metro, tramway og RER under hele dit ophold i zone 1 til 3. Man kan vælge mellem et kort for en enkelt dag eller helt op til 5 dage. Et Paris City Passport for en enkelt dag koster 30 € for en voksen. Passport’et giver dig desuden følgende fordele:
– Entrébillet til Louvre-museet, så du springer køen over
– Billet til at sejle på Seinen med Croisière Bateaux Mouches
– Helt op til -20 % på priserne i Galeries Lafayette, Paradis Latin, Espace Dali, Musée Grévin m.fl.
En god måde at komme rundt i Paris, er på cykel. Man kan selv leje en cykel for ca. 2 Euro pr. dag. Der er forskellige cykelstationer rundt om i byen. Du kan også købe en tur med en cykel taxi. Her betaler man for distancen man kører.