Artikel

21 mar

Oplevelser og udflugter udenfor Paris

Uanset om det er første gang du skal opleve Paris eller det er 10. gang du vender tilbage til byernes by, ja så har Paris det der skal til, for at få en oplevelsesrig og spændende ferie.

Jeg synes at Paris har så meget at byde på, men tager du RER eller toget og kører udenfor Paris, vil du få ligeså mange fantastiske oplevelser. Her er blot et lille udpluk, af de mange spændende udflugter og en-dags ture du kan opleve udenfor Paris. Alle disse steder har jeg selv besøgt og syntes det var fantastisk gode oplevelser, som jeg klart vil anbefale.

Oplevelser udenfor Paris

Château de Versailles:

Château de Versailles er et storslået, imponerende og overdådigt slot beliggende i byen Versailles ca. 25 km sydvest for Paris. Versaille var administrationssæde for departementet Yvelines var Frankrigs hovedstad fra 1682 til 1789.

Byggestilen er Fransk barok arkitektur og slottet åbnede den 6. maj 1682. Den har et areal på 7 ha og slottet er ca.18.000 kvadratmeter stort. Slottet Versailles var oprindeligt et lille jagtslot, opført 1623 for Ludvig d. 13. Det blev af sønnen Ludvig d. 14 (solkongen), med hjælp fra de ypperste arkitekter og kunstnere, ombygget til det nuværende pragtslot i klassicistisk barokstil, et forbillede for mange andre europæiske barokslotte.

Château de Versailles

Den berømte Spejlsal eller på fransk Galerie des Glaces er 75 meter lang og 10 meter bred. Det er slottets mest imponerende og overdådige rum med de store vinduer ud mod haven og er i dag et af de flotteste slotslokaler i verden. Det er udsmykket med kostbare møbler, vaser, spejle, krystalkroner, smukke gardiner og en sølvtrone. Spejlsalen var sammen med Salon d’Hercule og Grand Appartement modtagerværelserne, Salon d’Hercule har et over 300 kvadratmeter stort loftsmaleri, hvorfra det har sit navn og loftet i Spejlsalen afbilleder Louis XIVs sejre.

Galerie des Glaces

Det storslåede barokhaveanlæg er imponerende, samlet om en markant centralakse og bygget op over et fast mønster, hvori indgår et broderiparterre, bosquetter, allésystemer og kanaler.

I anlægget, der også rummer skulpturer, kaskader og fontæner indgår lystslottene Grand Trianon og Petit Trianon, samt miniaturelandsbyen Le Hameau.

Den berømte Neptun fontæne ligger tæt ved Versailles og til højre hvis man kigger fra Versailles mod kanalerne. Du kan hoppe på et tog, som kører rundt til havens seværdigheder eller leje en cykel og tage rundt på egen hånd.

Du kan tage RER toget direkte fra Paris linie RER C Versailles-Château fra stationerne St. Michel, Musée d’Orsay, Les Invalides, Pont de l’Alma og Champ de Mars Tour Eiffel i Paris.

Turisterne strømmer til Versailles året rundt og derfor er det en god ide at købe billetterne på forhånd. Hvis du køber et Paris Pass kan du springe køen over.

Jardin de Bagatelle:

PARC DE BAGATELLE

Parc de Bagatelle ligger i hjertet af Boulogneskoven og parken blev grundlagt i 1775. Byggeriet tog 64 dage efter et væddemål mellem Marie Antoinette og hendes bror Greven af Artois. Parken er prydet af gigantiske træer, varieret flora, små broer, klipper, huler, kunstige vandfald, søer og en rosenhave med 10.000 roser, ca.1.200 forskellige arter. Her er usædvanligt smukt og roligt og i parken spadsere påfugle rundt på græsset mellem træer og blomster.

Parc de Bagatelle

Parken er jævnlig vært for udstillinger og arrangementer og arrangere klassiske koncerter om sommeren.

Åbent: Hver dag fra 9:30 – 20:00

Adresse: Route de Sèvres À Neuilly, 75016 Paris.
Bus nr. 43 fra Paris Gare du Nord kører til Bagatelle.

Claude Monets have i Giverny:

Den kendte franske maler Claude Monet (1840-1926) boede i Giverny i Normandiet. Landsbyen af samme navn ligger ca. 5 km sydøst for stationsbyen Vernon ved biflodens Eptes indløb i Seinefloden. Det smukke lyserøde hus med de grønne træskodder i Giverny var impressionismens mesters hjem i 43 år.

Le Bassin des Nymphéas har været inspirationskilden til hans mest berømte malerier åkandemalerierne, samt hans haver med de tusinde blomster. Han skabte det storslåede haveanlæg, han ønskede at bruge som motiv i sine malerier. I haven er der plantet blomster, så der i perioden fra april til oktober måned, hvor haven er åben for offentligheden, hele tiden er blomster der blomstrer. Indenfor kan du opleve det smukke blå køkken og de mange fine stuer og værelser, hvor Claude Monet boede først med sin kone Camille og deres 2 sønner. Han blev senere gift med Alice, der havde 6 børn.

Claude Monets have

Der er mange piletræer og blomster ved le jardin d’eau. Det var her ved denne dam, at Claude Monet malede sine berømte malerier af “Åkanderne” (Nymphéas) og den japanske bro. Disse store smukke malerier kan opleves og beundres på Musée de l’Orangerie ved Place de la Concorde og på Musée Marmottan i det 16. arrondissement i Paris.

Selve ordet impressionisme betyder at der males udendørs hverdagsmotiver med lyse farver.

Du kan tage toget fra Gare Saint-Lazare i Paris til Vernon og togene kører hver time. Turen varer ca. 45 minutter. Fra banegården i Vernon kan du tage en shuttle bus (navette) som kører direkte til Giverny. Fra busstoppestedet tager det 5-10 minutter at gå til Monet’s hus.

Åkanderne Monet

Fondation Louis Vuitton

Et nyt fantastisk flot museum for moderne kunst i Bologne Skoven, tegnet af stjernearkitekten

Frank Gehry. Fondation Louis Vuitton har 11 udstillingssale med en permanent samling fra Fondation Vuitton (samlinger med velrenommerede kunstnere som Christian Boltanski, Pierre Huygues og Bertrand Lavier).

Et auditorium med plads til 400 personer, skabt til at rumme forskelligartede events med et langt vandfald som dekoration.

Fondation Louis Vuitton

Restauranten serverer mad fra kl.10 til 19 anført af kokken J.L. Nomicos. Der er en imponerende udsigt fra de tre terrasser, bl.a. ud over det moderne La Défense-kvarter, Boulogne-skoven og Eiffeltårnet. En meget fascinerende oplevelse.

Der kører en lille shuttlebus fra Place Charles de Gaulle, Avenue de Friedland ved Triumfbuen hvert 15. min. direkte til Fondation Louis Vuitton og prisen er 1€ hver vej.

Fondation Louis Vuitton – 8, Avenue du Mahatma Gandhi, 75016 Paris

Disneyland, Paris

Disneyland Paris er også en hel oplagt udflugtstur, når du har børn og unge med til Paris.

Disneyland Park består af fem forskellige lande, Fantasyland, Discoveryland, Adventureland, Frontierland og Main Street USA. I landene ligger 43 forlystelser, 26 restauranter og 33 butikker, så der er nok både at se, prøve, spise og købe.

Hvert land har sin egen stil, egne forlystelser, restauranter og butikker. De fleste butikker ligger i Main Street USA, Fantasyland er for de mindste, mens Discoveryland, Frontierland og Adventureland er for de større.

Du kan bo i Disneyland på et af de mange Disney hoteller eller bo i hjertet af Paris og så tage RER toget fra stationen Châtelet Les Halles til Disneyland på blot 35 min. Hele familien kan opleve en magisk verden med festlige påfund, spektakulære shows og de imponerende parader. LA

Den største butik i Disneyland, Emporium, ligger i City Hall, hvor du kan købe alt fra små souvenirs til udklædning og legetøj. Du kan spise ægte amerikansk mad på den populære Walts restaurant.

Disneyland, Paris

TANIÈRE DU DRAGON

Den store boulevard i Main Street USA slutter ved Tornerose-slottet, der er parkens kendetegn og centrale knudepunkt i parken og her ligger indgangene til de andre lande.

I kælderen under Torneroses slot kan du opleve denne kæmpe sovende drage. Du bør virkelig opleve den fantastisk flotte udførte drage i bevægelse, hvilket er en magisk oplevelse for hele familien.

Du tager RER toget linie nr. A4 fra Châtelet les Halles i Paris og kører mod Marne-La-Vallé Chessy.